Forbogstavet er det samme, og de ligner hinanden, men der er altså forskel. Nina fra Næstved står i køkkenet og panerer krebinetter, mens Mie rører fars til karbonader i Middelfart. Nu er spørgsmålet, som pirrer vores smagsløg, om det, der kommer på tallerkenen i Middelfart, er det samme som det, der bliver serveret i Næstved? - Hva' f..... er meningen med både at bruge betegnelsen krebinetter og karbonader, Anne Petersen, kok og underviser på Dalum kokkeskole i Odense?! - En karbonade er hakket svine- og kalvekød, halvt af hvert, som du simpelthen former, panerer og steger. Krebinetten er også halvt kalv og halvt svin, og så er der brødkrummer i, som er blødet ud i fløde og eventuelt med æg. Altså som du vil lave fars. De er formet ovale, paneret og stegt. - Hvorfor tror folk, at karbonader og krebinetter er det samme? - Alt efter hvor du kommer fra i Danmark, så er der forskel på, om du kalder det en krebinet eller en karbonade. Fagligt set er der også forskel, men på Fyn spiser du ikke krebinetter. Det er meget sjældent. Og når sjællænderne snakker om krebinetter, så snakker de om det samme som os, når vi snakker om karbonader. Det er lidt rodet. - Hvad tager egentlig længst tid at lave? - Det er noget af det samme. - Hvad kan du selv bedst li'? - Der er ikke nogen, jeg som sådan foretrækker, men som fynbo har jeg lavet flest karbonader. - Hvad vil du anbefale at få til karbonader? - Nu er det forår, så enten nye grønsager, stuvet spidskål og smeltet smør og kartofler. Vi kan altså konkludere, at krebinetten generelt set er en sjælden gæst på middagsbordene, fordi vi på Fyn for det meste spiser karbonader, og fordi sjællænderne tror, de spiser krebinetter, selv om det i virkeligheden er karbonader.