Forhistorie:
En rektor sidder i sine egne tanker (han er ved at planlægge et bankrøveri) ved et møde og pludselig kommer han med et udbrud:

Pludselig bestemte han sig for anden gang den uge - men nu definitivt.
- Ja for pokker, sagde han.
Han opdagede, at alle de andre så på ham. De kværnende floskler var holdt op.

Han forstod, de troede, han havde bedt om ordet. Rutineret som han var, lod han sig ikke gribe af panik. Han havde standardløsninger parat til sådanne situationer.

- Ja, jeg har været tavs og bare siddet og lyttet til alle disse kloge synspunkter (sådan en indledning pacificerede omgående halvtreds procent af dem, der sad omkring bordet), og jeg er blevet klar over, at vi mangler en klart udtalt målsætning for vores ræsonnement (han turde ikke specificere det nærmere, fordi han ikke vidste, hvad man havde talt om). Hvor vil vi – egentlig (pause) - hen? Nogle af jer har givet udtryk for gennemtænkte og velstrukturerede synspunkter (sikrest ikke at citere nogen, da han ikke vidste, hvad der var blevet sagt), som røber vores ambitiøse stræben efter at belyse problemet. Men (han rettede sig op, så han næsten halvvejs stod op og vendte sig mod ordstyreren) ved vi (lang pause) egentlig (pause), hvor vi vil hen med denne vigtige diskussion (han hviskede nærmest de sidste ord)? Jeg vil foreslå, at vi nu går over til en ordentlig og konkret målsætningsdiskussion.

(Her kunne han have sluttet af - alle sad allerede og formulerede deres tilslutning - men han fortsatte for en sikkerheds skyld med tre sætninger til, før han lod ordstyreren takke for hans vågne, betydningsfulde og klargørende spørgsmål). Mens man efter tur tog ordet, og alle tilsluttede sig lidt efter lidt misundeligt erklærede, at de netop havde tænkt sig at sige det, der lige var blevet sagt, sank han tilbage i stolen og i sine egne tanker.


Fra bogen "Enkeltkuppet".