En offentlig og en privat virksomhed aftalte at dyste i kaproning. Begge 
mandskaber trænede længe, og da dagen kom, var de to holds roere virkelig 
fit for fight, men resultatet af kaproningen blev, at de private vandt med 
et overraskende stort forspring på over en kilometer.

Moralen røg helt til bunds hos den offentlige virksomheds medarbejdere, og dens øverste ledelse besluttede derfor, at man skulle sætte alle sejl til for at vinde næste års kaproning. For at nå dette mål nedsattes en projektgruppe, der skulle vurdere 
årsagen til nederlaget i den første kaproning, og efter mange undersøgelser fandt projektgruppen ud af, at de private, helt uhørt, havde syv mand til at ro og kun een styrmand, hvorimod de offentlige havde een mand til at ro, og syv mand til at styre.

I den tilspidsede krisesituation viste ledelsen betydelig handlekraft ved at få et konsulentfirma til at undersøge det offentliges struktur, og eksperterne kom, efter mange måneders intensivt arbejde, frem til den konklusion, at der i den offentlige kaproningsbåd var for mange til at styre, og for få til at ro, og på baggrund af konsulentrapporten 
blev der derfor straks foretaget ændringer i holdopstillingen.

Man havde nu fire styrmænd, to overstyrmænd, en styreleder og én roer, og af 
motivationshensyn til roeren indførte man derfor et for ham belønnende pointsystem. Vi må ganske enkelt udvide roerens arbejdsområde og give ham et større personligt ansvar, og derved blev det, men lige forbandet vandt de private også næste års kaproning og denne gang med et forspring på 7 kilometer.

Efter det andet nederlag i træk fyrede den offentlige virksomhed derpå den uduelige roer, men udbetalte dog en bonus til ledelsen i erkendelse af det store arbejde, der var blevet udført, og lod derpå en analyse udfærdige af konsulentfirmaet. Analysen konkluderede, at man havde valgt den rigtige taktik. At motivationen var i orden, og at det 
derfor var materialet, der skulle rettes op på. 

I dag er den offentlige virksomhed ved at udvikle en ny bådtype!!!